Janis og Morten
“Jagergaarden”
Lidt nord for Varde, tæt på landsbyen Sig ligger Jagergaarden. Mælken fra køerne på Jagergaarden har helt tilbage til 1997 været leveret til Naturmælk. Der er stolte traditioner på gården med produktion af økologisk mælk, og dyrkning af mange foderafgrøder til køerne.
Gården har nu fået nye ejere.
Janis og Morten har overtaget gården. 01. juli 2019 kunne de levere deres første økologiske mælk til Naturmælk. For Morten er det enormt vigtigt at de er selvforsyning med foder til gårdens dyr. Der er 3 ansatte på gården ”for alting skal gøres ordentligt, og vi skal kunne holde fri” er vigtigt for Morten. Janis er selvstændig og har store planer med udnyttelse af gårdens staldlænger til klinik med alternativ behandling.
Morten har en traditionel landbrugsuddannelse, og har i mange år arbejdet på Jagergaarden, så han vidste hvad han gik ind til. ”Når jeg skal fortælle hvorfor jeg valgte økologien, er det fordi jeg gerne vil have mine dyr på græs og være tæt på naturen, vi skal passe på naturen og her kommer den økologiske dyrkningsform tættest på.”
At være nyetableret i landbrugserhvervet er en udfordring, og Morten er stolt over at det har været muligt for ham at overtage en mælkeproduktion. ”Jeg har kunnet tjene penge på noget der var småt. Vi har regnet meget på tallene og være nøjsomme. Vi har ikke ladet os friste til at købe mange nye maskiner. Investeringerne er gået til køerne, og vores dyr er rolige og tillidsfulde”.
Janis er stolt over at levere mælk til et mejeri som er lidt mere ”eksklusivt”. ”Man lægger mere mærke til vores produkter, eks. vores høost. Jeg bliver glad når vores små nevøer fra byen kun vil drikke mælken fra den karton hvor koen er på”. De har jo ofte mødt koen ude ved Morten.
“For mange der har modstridende interesser”
“Der er mange, der gerne vil have en holdning til det danske landbrug, og det er problematisk, at så mange undersøgelser peger i forskellige retninger. Den ene viser, at køer udleder meget CO2, mens en anden siger noget helt andet. Jeg tror dog på, at vi med den viden, vi har i Danmark om dyre- og planteavl, kan skabe produkter med et mindre klimaaftryk end andre steder.”
Skov og hæk
“Vi har en del jord som ikke egner sig til foderproduktion, så hvorfor ikke bruge de arealer til noget det egner sig bedre til. Vi har i de senere år plantet i omegnen af 20.000 træer, hvilket svare til 4 hektar, og der er meget mere på vej.”
“Derudover har vi valgt at trimme vores læhegn nærmest, som en hæk og ladet de afklippede grene ligge. Dette har gjort, at insekter trives i de afklippede grene, og vildtet kan gemme sig i læhegnet, som bliver tættere i bunden. Jeg tror det er noget vi har overtaget fra Englænderne.”
“Vi kan rigtigt godt lide Hø-osten og drengene er vilde med appelsin yoghurt. Og den gode creme fraiche 38% er et hit for alle mand. Men den er så god, at der må restriktioner på!
Lykkebjergvej 60, Sig
6800 Varde